Jobsamtalen: Tavshed er Guld

Jobsamtalen interviewteknik stilhed

21 apr Jobsamtalen: Tavshed er Guld

Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmailFacebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

 

Du skal finde den helt rigtige medarbejder, og du har forberedt 20 knivskarpe spørgsmål til jobsamtalen. Du ved præcis, hvad du vil tale med kandidaten om. Du er klar. Men i strømmen af kreative HV-spørgsmål og spidsfindige formuleringer glemmer du et af de mest effektive tricks i bogen.

Stilhed.

Nogle gange får du nemlig meget mere ud af at tie stille. Det er en (overraskende) svær teknik for intervieweren at mestre, men det er samtidig et enormt værdifuldt redskab at have i dit repertoire. For ved at forholde dig tavs på de rigtige tidspunkter, styrer du faktisk samtalen i den ønskede retning. Du kommer ind under huden på kandidaten, og I får begge i sidste ende langt mere ud af samtalen.

Her i indlægget fortæller jeg dig, hvorfor og hvordan du arbejder med stilhed som en interviewteknik, så du skaber en mere givende jobsamtale for begge parter.

 

 

Hvorfor bruge stilhed når du interviewer?

De fleste tænker ikke over, at stilhed kan bruges aktivt som et redskab til at indhente vigtig information om kandidaten. Forestil dig fx, at du stiller ham/hende spørgsmålet:

Hvad motiverede dig mest på din tidligere arbejdsplads?”

Og kandidaten svarer:

 

Jeg satte stor pris på kollegaerne. De var virkelig søde, og vi arbejdede godt sammen. Jeg synes også flere af mine opgaver var rigtig spændende, og jeg var generelt rigtig glad for at være der.

 

Så er du i bund og grund ikke blevet meget klogere på, hvad der motiverer kandidaten på en arbejdsplads (andet end flinke kollegaer).

Problemet er, at vi mennesker er notorisk bange for stilhed. Og derfor sker der ofte det, at intervieweren hurtigt går videre til et nyt eller et uddybende spørgsmål. Men på den måde bliver interviewet meget overfladisk, og du hæmmer den naturlige dialog. (læs også: Tre tegn på at kandidaten pynter lidt på sandheden)

 

Et nyt spørgsmål kan ødelægge det for dig

Hver gang du stiller et nyt spørgsmål, så skal du være opmærksom på, at du styrer samtalen i en ny retning. Du lukker af for ét emne og går videre til et andet. Og det kan være fint, hvis du gør det bevidst og gerne vil videre i teksten. Men det kan også skade kvaliteten af jeres samtale, hvis du gør det for hurtigt og lukker af for værdifuld information om kandidaten. Information, der i sidste ende kan gøre hele forskellen på, om du ansætter den rigtige medarbejder eller ej.

 

Kunstpauser er din ven

Så i stedet for at gå fluks videre med et uddybende spørgsmål eller et af dine andre 20 forberedte spørgsmål så prøv at vær stille. Giv kandidaten et par sekunder til at reagere på tavsheden. Bevar dit ”lyttende” blik og giv eventuelt kandidaten et lille, forstående nik med hovedet.

Når du gør det, får du kandidaten til at tænke over spørgsmålet og associere til relevante detaljer. Derfor sker det også helt naturligt, at han eller hun selv griber bolden og uddyber sin kommentar:

 

Ja faktisk arbejdede jeg bedst, når jeg kunne sparre og samarbejde med mit team om de lidt større projekter. Det fik jeg klart mest ud af. Når jeg bare sad for mig selv med mine egne opgaver i lang tid ad gangen, så synes jeg, det blev lidt surt.”

Nu ved du pludselig, at kandidaten motiveres af samarbejde og ikke af solo-opgaver. Det er vigtig information, som du ellers var gået glip af, hvis du havde brudt stilheden. Ved selv at lade ham/hende gribe bolden og styre ned i detaljerne, kommer du mere ind under huden på kandidatens person og tænkemåde.

Og ja, jeg ved godt, at det virker en smule banalt, men jeg vil klart opfordre dig til at prøve det af. Effekten kan overraske dig :-)

 

 

Sidegevinster ved stilhed som interviewteknik

Hvis du gerne vil tage samtalen et spadestik dybere og få kandidaten til at sætte nogle flere ord på et område, så kan stilhed altså være din vej frem. Men der er faktisk flere (ofte oversete) fordele ved at have dette redskab i dit værktøjsbælte af interviewteknikker, og her får du tre af dem.

 

Du får mere tid til at lytte

Mange interviewere – specielt de lidt nyere i faget – kommer let til at miste fokus under samtalen og glemmer at lytte til, hvad kandidaten fortæller. Det sker typisk, fordi intervieweren er ivrig efter at nå det hele, og derfor allerede forbereder sig mentalt på at formulere det næste spørgsmål.

Og det er en skam, for du misser potentiel vigtig information. Fokuser i stedet 100% på, hvad han/hun fortæller dig og brug bagefter stilheden til at forberede dit næste træk.

Ved at udnytte stilheden giver du dig selv mere tid til at lytte og dermed også chancen for at stille et relevant opfølgende spørgsmål af høj kvalitet. Stilheden giver samtidig kandidaten chancen for at uddybe sin kommentar med flere detaljer.

 

En fordel for introverte mennesker

Jobsamtalen er en nervepirrende omgang for de fleste jobsøgende. Men for mennesker der i forvejen er introverte og har svært ved at åbne op overfor fremmede, er det en særlig stor udfordring.

Det handler simpelthen om, hvordan hjernen er strikket sammen hos en introvert. Ekstroverte taler, før de tænker, og introverte tænker, før de taler. Derfor kan selv et par sekunder eller millisekunder gøre, at den indadvendte kandidat får mulighed for at udtrykke sine associationer til relevante detaljer. Og derfor kan stilhed være ekstra vigtigt lige præcis her.

 

En mere naturlig dialog

Stilhed kan være med til at ændre atmosfæren i rummet fra en forhørs-lignende situation til en mere naturlig dialog. Det kan hjælpe til at sprede en afslappet stemning, hvor I begge finder tid til at trække vejret.

Stilheden vil mange gange ændre dynamikken i samtalen fra at være et bombardement af forberedte HV-spørgsmål til, at kandidaten selv tager initiativet. Du giver samtidig dig selv tiden til at tænke ud af HV-boksen, omformulere eller stille spontane (men ligeså vigtige) spørgsmål.

 

Så hvornår skal du bruge den tavse teknik?

Jeg vil klart anbefale dig at ”lege med stilheden”, næste gang du gerne vil styre interviewet hen mod flere detaljer. Giv kandidaten et nik eller et lille smil med signalet om, at du fortsat lytter og er interesseret. Forhold dig så tavs og se, hvad der sker.

Men du skal selvfølgelig kun bruge teknikken, når situationen kalder på det. Stilhed kan jo også skabe en akavet stemning mellem to personer, hvis I begge trækker den for længe eller bruger stilheden for ofte.

Du må vurdere behovet for stilhed fra situation til situation. Min pointe med dette indlæg er blot, at du ikke skal frygte stilheden under et interview. Du skal i stedet omfavne den og lære at bruge den til din (og kandidatens) fordel, så I begge får mest muligt ud af samtalen.

 

 


 

Stilhed er jo bare en enkel appelsin i frugtskålen. Der findes masser af interviewteknikker, som på hver deres måde kan gøre dig til en bedre interviewer. Det kan fx være læren om strukturerede spørgeteknikker, flerleddede og ledende spørgsmål, spørgetragten eller den gode indledning og afslutning.

Det er blandt nogle af de teknikker, som du lærer at mestre ved at deltage i kurset Rekruttering & Interviewteknik.

Tak fordi du læste med :-)

 

Carina Due - Assistance HR Partners a/s

 

 

Jobsamtalen: Tavshed er Guld
5 (100%) 1 vote
Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmailFacebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

Giv din kommentar